»Det er vigtigt, at kunstnere selv har kontrol over, hvordan deres stemmer, værker og musik bliver brugt«

Tre artister understreger, hvor vigtigt det er, at kunstnere selv har kontrol over, hvem og hvordan deres stemmer, værker og musik bliver brugt. Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund arbejder sammen for at sikre kunstnernes rettigheder fra begyndelsen, når AI ændrer branchen. Derfor arbejder forbundene for kollektive vilkår, så den enkelte artist ikke står alene med at forhandle sine AI-rettigheder.

Af Julie Westh Nielsen

Derfor tog Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund i maj 2026 et fælles skridt for at sikre medlemmernes rettigheder i mødet med generativ AI. Her forbeholdt de to forbund medlemmernes rettigheder i relation til generativ AI over for samtlige pladeselskaber på det danske marked.

Målet er, at vilkår for brug af musik, stemmer og kunstneriske præstationer i generativ AI ikke skal overlades til den enkelte artist, men forhandles kollektivt.

”Presset udefra vokser i takt med den teknologiske udvikling. Derfor er det afgørende, at kunstnere og musikere står sammen netop nu. Vi forhandler kollektive aftaler for at sikre, at udviklingen hos de store techgiganter ikke tromler kunstnernes rettigheder. På den måde kan vi få AI i spil som det kreative redskab, det også er,”
siger Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund.

Denne gang skal kunstnerne være med fra begyndelsen

Artisterne efterspørger selv indflydelse på, hvordan deres arbejde bliver brugt, før nye AI-vilkår sætter sig fast i branchen.

Artist Anna David fremhæver retten til selv at bestemme, hvordan ens arbejde og identitet bliver brugt:

”Jeg synes, det er vigtigt, at kunstnere selv har kontrol over, hvordan deres stemmer, værker og musik bliver brugt i forbindelse med AI. Og netop derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi står sammen om rettighederne som kunstnere. Det, der bekymrer mig mest, er nok, hvis udviklingen kommer til at gå hurtigere end beskyttelsen af kunstnerne,” siger hun i et interview med Dansk Musiker Forbund.

Trommeslager Laust Sonne peger på overgangen fra fysisk salg til streaming som et eksempel:

”Vores største problem som musikere er, at vi altid er på bagkant. Det var lidt det samme, da vi gik fra fysisk salg til streaming. AI er en kæmpe ny ting med samme potentiale til at ændre hele branchen. Denne gang skal vi sidde foran og være med til at styre tingene,” siger han til i et interview med Dansk Musiker Forbund.

For sanger og sangskriver Clara Sofie handler det om, at den nye teknologi ikke eksisterer uafhængigt af de mennesker, der allerede har skabt musikken:

”AI-musik eksisterer, fordi vi har komponeret, skrevet, sunget og spillet til at begynde med. Derfor er det helt fair, at sangskrivere, artister og musikere sikres rettigheder, gennemsigtighed og retmæssig betaling, når det er vores kreativitet, stemmer og andre personlige karakteristika, der danner grundlaget,” siger hun i et interview med Dansk Musiker Forbund.

 

Rettigheder skal ikke forhandles én artist ad gangen

Dansk Artist Forbund og Dansk Musiker Forbund arbejder derfor videre på en kollektiv aftalemodel, der skal sikre klare og gennemsigtige vilkår samt fair betaling, når musik og kunstneriske præstationer bruges i forbindelse med generativ AI.

Det betyder også, at du som medlem ikke selv skal stå med ansvaret for at gennemskue og forhandle nye AI-vilkår.

Møder du AI-bestemmelser i en kontrakt eller et tillæg, så kontakt Dansk Artist Forbund, inden du skriver under. Vores juridiske afdeling rådgiver medlemmer om kontrakter, rettigheder og aftalevilkår.

Skriv til jura@artisten.dk.