Efter inspiration fra den irske Basic Income of The Artists vil Radikale Venstre indføre en forsøgsordning, de kalder Statens Startløn for Kunstnere.

Konkret vil det betyde, at unge kunstnere skal have en slags startløn, når de er færdige med deres uddannelse. Lønnen skal være, hvad der svarer til SU, altså 7.500 kroner om måneden, medmindre de tjener, så de kan klare sig selv, forklarer Zenia Stampe i Politiken.

“De skal have en form for opstartsløn, fordi de jo ikke bare kan gå ind i et lønarbejde som de fleste andre, der tager en uddannelse. De skal etablere sig selv og forsøge at etablere egen virksomhed og slå deres navn fast,” siger partiets kulturordfører Zenia Stampe.

Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, hilser det politiske fokus på kunstnernes økonomi velkommen:

“Jeg er glad for at se den politiske interesse for kunstnernes økonomiske vilkår. Vi har savnet det fokus i valgkampen – og i det hele taget i kulturpolitik. Der er masser af dokumentation for den værdi, artister og musikere skaber, men alligevel står kunstnerne ofte alene og uden sikkerhedsnet. Dansk Artist Forbund bakker op om tiltag, der kan gøre musik og scenekunst til en karrierevej for flere unge fra alle samfundslag, og at det bliver en del af det nye regeringsgrundlag. Her synes vi, at det er oplagt at lade sig inspirere af, hvordan det irske initiativ har bidraget til kunstnernes vilkår samt den irske økonomi og kulturlivet, men vi mangler dialog og viden om, hvordan vi skal få forslaget i spil i Danmark, som i forvejen har velfungerende ledighedssystemer sammenlignet med Irland,” siger Sara Indrio

Forslaget fra Radikale Venstre er inspireret af det irske initiativ BIA – Basic Income For Artists, som blev indført permanent sidste år efter en prøveperiode, der viste lovende resultater for både kunstnernes arbejde og helbred samt for samfundets økonomi og kulturudbud.

I BIA kan man som irsk kunstner, hvis man opfylder en række kriterier, ansøge om at modtage €1400 om måneden svarende til omkring 10.500 danske kroner. Omkring 2000 kunstnere på tværs af kunstarterne, som blev udvalgt via lodtrækning efter kvalificeringsrunden, fik sidste år bevilget basisindkomsten.

Du kan læse mere om Basic Income For Artists her.

En lignende model i Danmark skal undersøges

Hvordan de irske erfaringer kan bruges i Danmark, vil Sara Indrio, forperson i Dansk Artist Forbund, gerne have undersøgt nærmere.

“Ordningen er interessant, fordi afrapporteringen på prøveperioden for ordningen i Irland viste, at der udover øget trivsel og kreativt output blandt kunstnerne, også er en større indtjening for deres arbejde samt flere geninvesteringer og salg af kulturoplevelser. Vi står til rådighed for samtale om, hvordan en ordning for basisløn for kunstnere kan se ud i dansk kontekst,” siger Sara Indrio og tilføjer, at det er spændende at se, hvordan en model for basisløn til kunstnere kan se ud nationalt.

Radikale Venstre offentliggjorde 18. marts et kulturpolitisk udspil, som du kan læse her.

Læs den samlede analyse af den irske løsning ‘Basic Income for the Arts’ fra 2025 her.