Kunstig intelligens ruller ind over kultursektoren og teknologien kræver en tydelig beskyttelse i lovgivningen for at sikre artisternes forretning, kunst og arbejde. Den sikkerhed har Dansk Artist Forbund presset på for at få skrevet ind i loven, siger Sara Indrio:

”I en virkelighed, hvor brugen af AI bliver langt mere udbredt, er det nødvendigt at beskytte mod at andre kan stjæle, tjene penge og udnytte artisternes unikke udtryk. Mange års pres er blevet hørt, og det nye lovforslag har beskyttelse mod sound- alike, deep fakes og præstationer med. Teknologien har vist et hul i loven, og svaret er denne udvidede beskyttelse af de udøvende kunstnere” siger Sara Indrio

Danmarks kulturminister Jakob Engel-Schmidt har sammen med et flertal i Folketinget lyttet til kunstnerne. Med det fremlagte forslag er Danmark foregangsland, siger ministeren:

”Alle skal have retten til egen krop, stemme og ansigtstræk. Det tog vi for nyligt et stort skridt hen imod med en bred aftale i Folketinget, fordi teknologien bevæger sig så stærkt, at vi lige om lidt ikke kan se forskel på en ægte og en manipuleret video. Alle i Europa burde have de sammen rettigheder, som vi indfører i Danmark.”

Både kunstnere og kulturliv får glæde af bedre beskyttelse

Når artisternes præstationer bliver ordentligt beskyttet, er det samtidig også en fremtidssikring af dansk kulturliv, forklarer Sara Indrio:

”Lovforslaget om bedre beskyttelse vil i sidste ende komme alle danskere til gode og nyder i øvrigt stor opmærksomhed fra udlandet som et vigtigt skridt i den rigtige retning. AI viser, vi er nødt til at udvide grundlæggende rettigheder til egen stemme, brand, person og præstation, fordi ny teknologi faktisk ret grænseløst kan bruge det til, ja, faktisk alt mellem himmel og jord,” siger hun og fortsætter

“Det er i forvejen hårdt for mange kunstnere at tjene nok på sit virke, og vi er oppe imod megen usikkerhed i forvejen i arbejdslivet. Jeg synes ikke, vi kan undgå at tale om, hvordan den usikkerhed bliver urimelig stor i en ureguleret AI virkelighed. Incitamentet til at blive kunstner bør ikke blive mindre, tværtimod. Det kan vi som samfund ikke tåle.”

Dækker endelig cirkus og al kunstnerisk performance

Som loven er nu, er der forskel på beskyttelsen af skabere, og så beskyttelsen af dem, der performer musik eller andre kunstneriske udtryk, som f.eks. cirkus og dans.

Forslaget om en generel beskyttelse af kunstneriske præstationer, vil både beskytte artister, musikere, skuespillere i en ny AI-virkelighed, men også omfatte cirkus, folklore og improvisationer, og det er en vigtig fremtidssikring, siger Sara Indrio:

“Jeg tror at præstationer fremført af ægte mennesker bliver endnu mere attraktivt i fremtiden. Derfor kan vi ikke risikere, at vi ikke er fuldt dækket af loven. Det sammen gælder beskyttelse mod identitetstyveri og digitale efterligninger. Teknologien udvikler sig meget hurtigt, og det er allerede kunstnernes virkelighed” siger hun

Dansk Artist Forbund har i en årrække arbejdet for at få gennemført en udvidet beskyttelse af artister så en kunstnerisk præstation vil nyde beskyttelse i sig selv.

Nogle er nervøse for, at den nye beskyttelse bliver en bagdør for at tjene penge på 100 % AI-generet værker, der ellers ikke nyder beskyttelse. Den udfordring anerkender Sara Indrio, men mener at det skal og kan løses ad anden vej.

”Det problem skal vi også løse, men må ske på en anden måde. Lige nu handler det om at beskytte alt det vi kan.“ siger hun.

Artisterne står stærkest i fælles indsatser

AI er en enorm og kompleks udfordring, og det kræver stærke juridiske kræfter at kæmpe for artisternes arbejdsvilkår i det store felt.

Den indsats er kun mulig, så længe kunstnerne står sammen og holder fast på egne rettigheder og fair vilkår.

“Vi kan se fra andre lande, at når loven arbejder med, er det lettere for os som fagforeninger at tage forbehold for, at andre bruger vores person eller værker til træning, sound a likes og så videre, i de aftaler, vi laver med producenter og andre. Vi indfører nu forbehold vedrørende kunstig intelligens i alle nye kontrakter, og opfordrer alle kunstnere til at få aftalerne til juridisk gennemsyn, så vi ikke er enkelte kunstnere, der står alene om at være ’besværlige’ med krav og forbehold, mens andre føler sig presset til at give afkald på rettigheder og i sidste ende dermed også betaling. Det er den form for solidaritet, som vil have stor betydning for vores fælles fremtid som kunstnere,” siger Sara Indrio.