“Vi bliver nødt til at snakke om det”

I en kreativ arbejdsproces er det fedt at være åben. Men løn, vilkår og ansvar er det vigtigt at have styr på fra start. Asger Møller taler af erfaring fra sin musikalske karriere og har brugt sin viden til at være med til at formulere ‘Guide til godt samarbejde på og bag scenen’ sammen med andre kollegaer og med hjælp fra arbejdsmiljøeksperter og jurister i Dansk Artist Forbund.
Asger Møller har været en del af den etablerede musikbranche i 20 år. Men det er faktisk først indenfor de seneste år, at han er begyndt at tage de snakke, som er de aller sværeste – snakke, der omhandler at være både venner og kollegaer og have et bæredygtigt samarbejde på og bag scenen.
Derfor har Asger været med til at tage initiativ til forbundets nye ‘Guide til godt samarbejde på og bag scenen’. Her kan musik- og scenekunstnere – og alle dem, der er involveret på og bag scenen, finde hjælp til at adressere emner, som er gode at tale igennem, inden man indgår et samarbejde:
“De ting, der står i guiden, kan virke rimelig indlysende. Men jeg oplever, at der sjældent er helt klare aftaler om de temaer, guiden beskriver. Og når jeg snakker med mine kollegaer, kan de også genkende det,” siger Asger Møller.
Guiden skal være led i en kulturændring
Inden en pladeproduktion eller en turné bør man have en snak om løn, vilkår og ansvarsområder.
“Hvis ikke man har de ting på plads, så kan der opstå en masse usikkerhed. Og det er i en branche, som I forvejen er ret op og ned,” fortæller musiker og producer Asger Møller.
Han har produceret for og spillet live med mange artister både i Danmark og internationalt. Han håber, at guiden kan konkretisere snakken og gøre det nemmere at få det formelle på plads inden et samarbejde.
“Jeg har i 20 år hørt mig selv sige ‘Det finder vi ud af’. Og det er en rigtig fed tilgang til rigtig mange ting, eksempelvis i en kreativ proces. Men lige når det kommer til arbejdsvilkår, så skyder man sig selv i foden ved at sige det,” siger han og fortæller, at hans egen erfaring fra sin karriere var motivationen til at formulere samarbejdsguiden.
Snakken om løn kan være svær mellem venner
For Asger har det været svært at være den, der rakte hånden op og talte om ting som lønforhold. Det kan føles som om, at man ødelægger den gode stemning i blandt en flok venner, der skal til at skabe musik sammen:
“Tit er de her arbejdsrelationer også nære, venskabelige relationer. Og så kan de samtaler, hvor man eksempelvis spørger, hvor meget man får i løn, godt være ret svære at starte op,” forklarer han.
Men frygten for at ødelægge den gode stemning har vist sig at være unødvendig. Faktisk har hans arbejdsliv været præget af større følelse af tryghed og ro for alle, efter at han er begyndt at tage en indledende snak med dem, han arbejder med:
“Når man er på turné sammen, så opstår der jo et ret intimt rum mellem en selv og dem, man spiller med. Og der egner snakken om løn og vilkår sig ikke ret godt. Derfor er det vigtigt, at man får styr på det inden. Det giver en helt anden ro, når man først er i gang med arbejdet,” siger han.

En plan er guld værd – også når der kommer ændringer
Når man indgår et samarbejde, kan der være mange ubekendte: Hvor lang tid tager det at lave en plade? Hvor mange koncerter bliver vi booket til i efteråret?
Men for Asger Møller er det meget nemmere at navigere i ændringer i en plan, fremfor ikke at have en plan overhovedet:
“Hvis nogen fortæller mig, hvad mine opgaver er, hvor lang tid jeg skal bruge, og hvor meget de kan betale mig, så kan jeg sige “ja tak” eller “nej tak”. Det er nemt at forholde sig til. Og skulle der så komme ændringer undervejs, så er det langt nemmere at tale om, når man allerede har skabt et rum for dialogen,” siger han.
Klare aftaler om betaling, trivsel og arbejdsmiljø samt overliggerdage og aflysning ved turné eller koncerter er nogle af de områder, som guiden peger på, at man får lavet aftaler om.
En guide til begge sider af bordet
Selvom man som arbejdsgiver har ansvar for en lang række ting, når man hyrer folk til en turné eller pladeproduktion, så håber Asger på, at både artister, musikere, arrangører og andre i de kreative brancher kan dele ansvaret for arbejdsmiljø og trivsel og hjælpe hinanden med at tage samtalerne undervejs.
Han håber på, at ‘Guiden til godt samarbejde på og bag scenen’ kan være med til at skabe en forandring og give større tryghed og sikkerhed for alle med et arbejdsliv indenfor musik og scenekunst:
“Jeg håber, at der er mange, der læser den og får øje på, at jo mere der er styr på de her ting, inden vi går i gang, jo federe er de kreative processer for alle,” siger han og afslutter:
“Det skal vi bare hjælpe hinanden med at få gang i.”
Du kan læse Dansk Artist Forbunds ‘Guide til godt samarbejde på og bag scenen’ her.
Tekst og foto af fagjournalist Alberte Silberbrandt
