Konflikten har stået på, siden YouSee i marts 2024 krævede en reduktion i betalingen på mere end 70 % for indholdet i tv-pakkerne. Selvom der er indgået en midlertidig aftale om delvis betaling til rettighedshaverne, er sagen langt fra løst.

For at få en endelig afgørelse har rettighedshaverne anlagt en række sager ved Ophavsretslicensnævnet – Et uvildigt nævn, der er nedsat af Folketinget for hurtigt og effektivt at kunne afgøre konflikter af denne slags.

Sagen kort

  • Marts 2024: YouSee kræver reduktion af betaling for indhold i tv-pakker med over 70 %
  • Rettighedshavernes organisationer, heriblandt Dansk Artist Forbund, kan ikke acceptere kravet.
  • Efter marts 2024 fortsætter YouSee med at sælge tv-pakker – men uden betaling til rettighedshaverne
  • I slutningen af 2024 indgår rettighedshavere og YouSee en midlertidig aftale om betaling.
  • Sagen har kørt ved Ophavsretslicensnævnet i 1 år – parterne har afleveret 14 processkrifter og ca. 90 bilag.
  • Marts 2025: YouSee oplyser at de alligevel ikke vil deltage i sager anlagt ved Ophavsretslicensnævnet.

Negligerer dansk model

Nu har YouSee meddelt Ophavsretslicensnævnet, at YouSee alligevel ikke vil deltage i de sager, som er anlagt ved nævnet. Med den beslutning ignorerer YouSee ikke bare Ophavsretslicensnævnet, men de spilleregler som Folketinget har besluttet.

Rettighedshaverne arbejder fortsat for at få YouSee til at respektere det etablerede system og genindtræde i processen med Ophavsretslicensnævnet, så vi kan få en sagkyndig og hurtig behandling af konflikten, hvilket også er Folketingets hensigt med nævnet.


Tromler danske rettighedshavere

YouSees beslutning betyder, at der nu er udsigt til en langvarig konflikt, der fastholder rettighedshaverne i uvished og midlertidige løsninger.

I stedet for at få en afgørelse fra Ophavsretslicensnævnet i første halvår af 2026, vil YouSee kun forholde sig til den sag, de selv har anlagt ved Sø- og Handelsretten, hvor selskabet har sagsøgt rettighedshaverne.

Afgørelsen kan tage op til 10 år med ankesag og inddragelse af EU-domstolen, som YouSee har varslet, de har tænkt sig.

Læs mere om sagen: YouSee boykotter nævn nedsat af Folketinget